Advokat Bykofskij, som lige var kommen hjem fra Retten og endnu ikke havde faaet Handskerne af, saa’ lidt paa Guvernanten og sagde derpaa smilende og med et Skuldertræk:
«Naa, saa Seroscha ryger! Han maa se morsom ud, den Fyr, med en Cigaret i Munden. Ha, ha! En Knægt paa syv Aar, der ryger Tobak!»
«Ja, Advokaten finder det morsomt,» sagde Guvernanten lidt fornærmet, «men jeg skal dog gjøre opmærksom paa, at det er meget skadeligt at ryge i den Alder. Det er en daarlig Vane — og slette Vaner gjælder det om at udrydde.»
«Fuldstændig rigtigt! — Men hvor faar han egentlig de Cigaretter fra?»
«Han tager dem fra Etuiet, der ligger paa Tobaksbordet.»
«Ja, vil De saa sende, ham ind til mig.»
Efter at Guvernanten var gaaet, satte Bykofskij sig hen foran Skrivebordet og begyndte at tænke. Han forestillede sig i Tankerne Seroscha med en umaadelig, alenlang Cigaret i Munden og indhyllet i Tobaksskyer, og den Karikatur, hans Indbildningskraft saaledes fremtryllede, fik ham til at trække paa Smilebaandet, samtidig med at Guvernantens bekymrede Ansigt vakte Erindringen om en Tid, hvor det ansaas for noget ualmindelig strafbart og gyseligt at ryge Tobak i Skolen eller i Børneværelset. Bykofskij huskede endnu tydeligt, at Direktøren for det Gymnasium, han gik i, blev saa forfærdet, da han overraskede en af Eleverne i ældste Klasse i at ryge en Cigaret, at han øjeblikkelig sammenkaldte et Skoleraad, som dømte den Skyldige til at udstødes af Gymnasiet. Han mindedes ogsaa to eller tre Tilfælde, hvor en saadan Udsmidning fra Skolen havde haft en skæbnesvanger Indflydelse paa hele den Paagjældendes senere Liv, og det stod da klart for ham, at en Straf ofte gjør mere Skade end Gavn.
«Nej, er det sandt!» hørte han Seroscha sige inde i Værelset ved Siden af. «Papa er kommen! Papa! Papa!»
«Votre père vous appelle, allez vite!» raabte Guvernanten. «Gaa nu — hvor længe skal det vare?»
«Ja, hvad skal jeg egentlig sige til ham?» tænkte Bykofskij, men inden han havde fundet paa noget, kom Synderen allerede løbende ind til ham. Seroscha var en kjøn lille Dreng med store, mørke Øjne og lyse Krøller, meget lille af sin Alder og fin og sart som en Drivhusplante.
«Goddag, Papa!» sagde han med en skingrende Barnerøst, og derefter entrede han op paa Faderens Knæ og satte Munden i en Trut for at kysse ham. — «Natalie Sjemonovna siger, at du vil tale med mig.»
«Ja, det vil jeg!» svarede Faderen og fjærnede sit Ansigt lidt. «Og førend jeg kysser dig, maa jeg tale alvorligt med dig. Jeg er vred paa dig og holder slet ikke af dig mere.»
«Men hvad har jeg da gjort, Papa?» hviskede Seroscha og saa’ spørgende paa ham. «Jeg har ikke en eneste Gang været henne ved Skrivebordet i Dag, og jeg har heller ikke rørt ved dine Ting.»
«Natalie Sjemonovna fortæller mig, at du ryger. — Er det sandt? Ryger du?»
«Ja, jeg har røget — men kun én eneste Gang.»
«Naa, og saa lyver du oven i Kjøbet!» sagde Faderen og tvang sig til at sætte et vredt Ansigt op. «Natalie Sjemonovna har overrasket dig to Gange i at ryge. Og nu er du altsaa greben i tre Forbrydelser: du ryger, du stjæler Cigaretter ud af mit Etui, og du lyver!»
«Ja, nu husker jeg det, Papa,» sagde Seroscha og saa’ paa ham med smilende Øjne. «Jeg har røget to Gange, i Dag og saa én Gang tidligere.»
«Fy, skam dig! Jeg er meget — meget misfornøjet med dig! Før var du en god lille Dreng, men nu....» Bykofskij rettede lidt paa Seroschas Krave og tænkte over, hvad han videre skulde sige. — «Ja,» vedblev han, «det var stygt af dig, og jeg havde ikke ventet det af dig, min Dreng! For det første har du ikke Lov til at gaa hen og tage en Cigaret, som slet ikke tilhører dig. Den, der tager, hvad der tilhører andre, er det, man kalder.... er ikke noget godt Menneske! Se nu Natalie Sjemonovna, hun har en Kuffert med en hel Del Kjoler i. Det er hendes Kuffert, hendes Ejendom, og derfor har hverken du eller jeg Lov til at røre ved den. Forstaar du ikke nok det? Naa, og du har en Gyngehest og en hel Del Billedbøger. Tager jeg dem fra dig, maa jeg spørge? Nej. Og det kunde jo dog godt være, at jeg havde Lyst dertil, men jeg gjør det ikke, fordi det er dine Ting og ikke mine.»
«Ja, men du maa saa gjærne have dem, Papa!» sagde Seroscha og saa’ ham fornøjet ind i Ansigtet. «Tag kun Hesten, hvis du har Lyst til den. Se, den lille gule Porcellænshund, som staar paa dit Skrivebord, det er ogsaa min — men jeg forlanger den ikke af dig. Du maa gjærne beholde den.»
«Du forstaar mig ikke,» sagde Faderen. «Hunden har du foræret mig, saa den er nu min, men jeg har ikke givet dig Cigaretterne. De er mine. Og hvis jeg vil ryge en andens Tobak, maa jeg først bede ham om Tilladelse dertil.»
Han føjede Sætning langsomt til Sætning og gjorde sig Umage for at vælge saa barnlige Vendinger som muligt. Seroscha hørte en lille Stund opmærksomt til, men derefter forvildede hans Blik sig hen til Skrivebordet, hvor det strejfede rundt, indtil det endelig blev hængende ved en Flaske med Gummiarabikum.
«Papa, hvoraf laver man Klister?» spurgte han pludselig og førte Flasken op mod sit Øje.
«Naa, og saa ryger du,» vedblev Faderen, som tog Flasken fra ham og satte den hen paa dens Plads. «Ganske vist gjør jeg det selv, men deraf følger slet ikke, at du ogsaa maa det. Jeg véd godt, at det er ufornuftigt af mig at ryge, men jeg skjænder ogsaa daglig paa mig selv derfor. Tobak er nemlig skadelig for Sundheden, og den, der ryger, dør derfor hyppigt i en ung Alder. Paa Børn virker Tobakken som Gift, og naar svagelige Folk hengiver sig til Nydelsen af den, faar de Tæring og andre lignende Sygdomme. Se nu din Onkel Ignatij, han døde af Tæring; hvis han ikke havde røget, vilde han maaske have levet endnu den Dag idag.»
Seroscha saa’ tankefuldt hen paa Lampen og rørte ved Skjærmen.
«Aa, hvor yndigt Onkel Ignatij spillede paa Violin!» sagde han med et lille Suk. «Og hvor mon den nu er henne? Er det sandt, at den er solgt?»
Drengen støttede sin Albue paa Bordet og faldt i dybe Tanker, og under dette fik hans Øjne et underlig forskræmt og bedrøvet Udtryk. Han tænkte paa Døden, som saa nylig havde taget baade hans Moder og Onkel Ignatij. «Ja,» sagde han til sig selv, «Døden har ført Mama og Onkel ind i Guds Rige, men jeg og Violinen er bleven her nede. Og nu sidder de oppe i Himlen, dér hvor alle Stjærnerne tindrer, og ser ned paa Jorden. Mon de savner os? Mon de kan holde Adskillelsen ud?»
«Hvordan skal jeg dog gribe det an?» tænkte Faderen. «Han hører jo ikke paa mig. Saa vidt jeg kan mærke, forstaar han slet ikke, at han har begaaet noget urigtigt. Men hvordan skal jeg dog gjøre ham det begribeligt?»
Og han rejste sig da og gik ind i den anden Stue.
«Ja,» sagde han til sig selv, «da jeg var Barn, søgte man at løse Spørgsmaalet paa en yderst simpel Maade, idet man pryglede enhver Dreng, som blev greben i at ryge Tobak. Naa de, der var forknytte af sig, lagde saa den Sport paa Hylden, men de andre — de modige og raske Drenge — røg videre i Smug og blev ved dermed, hvor hyppigt man end greb dem i denne Forbindelse. Min Moder gav mig Penge og Brystsukker, for at jeg ikke skulde ryge, men den Slags taabelige og demoraliserende Midler tyer man ikke mere til. Nej, den moderne Pædagogik kræver, at Barnet vælger det rette ikke af Frygt for Straf og heller ikke for at faa Belønning, men af Overbevisning.»
Medens han gik frem og tilbage og tænkte, krøb Seroscha op paa Skrivebordsstolen og begyndte at tegne. For at Drengen kunde tilfredsstille sin Tegnelyst uden at forgribe sig paa Faderens Papirer eller klatte dem til med Blæk laa der altid nogle Kvartark og en blaa Blyant paa Skrivebordet, og takket være denne Foranstaltning kunde han frit udvikle sit Talent uden at risikere at gjøre Ulykker.
«Véd du af, Papa, at Kokkepigen har skaaret sig i Fingeren i Dag,» sagde han. «Hun skreg saadan op, at vi alle blev bange og løb ud i Køkkenet. Men hun er ogsaa meget dum. Da Natalie Sjemonovna sagde til hende, at hun skulde bade Fingeren i koldt Vand, gav hun sig til at suge paa den. Og hvor kunde hun dog putte en snavset Finger i Munden! Det er noget ækelt Svineri! — Aa, du skulde have hørt en Lirekasse, som spillede i Gaarden i Formiddags! Og saa var der en lille Pige, som sang og dansede dertil ...»
«Ja,» tænkte Faderen, «han lever nu i sin egen Verden og har sine Meninger om, hvad der er Kvintessensen i Livet. Skal man tiltrække sig hans Opmærksomhed, er det ikke tilstrækkeligt at tale paa samme barnlige Vis som han, men man maa ogsaa kunne gaa ind paa hans Tankegang. Det gjælder med andre Ord om at kunne forlade sit eget Stade. Se det forstaar Mødrene, de kan føle, græde og le sammen med Børnene, og netop derfor er de saa uundværlige ved Opdragelsen. Nej, med Logik og Moral kommer man ingen Vegne! — Men hvad skal jeg nu videre sige til ham? Hvad i Al verden skal jeg dog finde paa?»
Og det forekom ham baade mærkeligt og komisk, at han, den dygtige Jurist og erfarne Menneskekjender, slet ikke vidste, hvad han skulde sige til sin lille Dreng.
«Hør, giv mig dit Æresord paa, at du ikke vil sige mere!» sagde han omsider.
«Javel Papa!» sagde Seroscha, medens han trykkede stærkt til med Blyanten og bøjede sig helt ned over Tegningen. «Jeg giver dig mit Æresord.... mit Æresord derpaa!»
«Aa, jeg Dumrian, han aner jo ikke, hvad Ære er!» tænkte Faderen. Nej, jeg er en daarlig Lærer! Jeg duer ikke til Ungdomsopdrager!»
Han satte sig hen til Bordet og trak en af Seroschas Tegninger hen til sig. Det var en simpel Idé udført med et Par Streger: et Hus med 3 Vinduer og en rygende Skorsten og ved Siden af en Soldat med Prikker i Stedet for Øjne og med en Bajonet, der lignede Tallet 4.
«Et Menneske kan ikke være højere end et Hus,» sagde han. «Se engang her! Hans Skuldre gaar jo helt op over Tagryggen.»
«Nej, Papa — han er, som han skal være!» forsikrede Seroscha efter at have kastet et Blik paa Tegningen. «Gjør jeg ham mindre, kan du jo ikke se hans Øjne!»
Faderen rystede paa Hovedet, men sagde ham ikke imod, thi gjennem sine daglige lagttagelser af Drengen havde han overbevist sig om, at Børnene ligesom de Vilde har deres eget Syn paa Kunsten, som det ikke kan nytte at rokke ved.
Efter at Seroscha havde faaet nok af at tegne, begyndte han at frisere sin Faders Skjæg. Først glattede han det, og derpaa delte han det i Midten, saa at det kom til at staa ud til begge Sider.
«Ja, se saadan ligner du Ivan Stepanovitsch,» sagde han, «og naar jeg stryger det ned, kommer du til at ligne Portneren. — Papa, hvorfor staar Portneren hele Dagen i Døren? Det er vel for at passe paa Tyvene?»
Faderen lod sin Haand glide gjennem Drengens Krøller, og da han derefter saa’ ind i hans store, mørke Øjne, forekom det ham, at han mødte sin afdøde Hustrus Blik. Det var, som om hun sendte ham en Hilsen gjennem Sønnen.
«Og ham skulde jeg skjænde paa!» tænkte han. «Nej, det vil jeg lade andre om. — Men givet er det, at jeg ikke duer til at være Opdrager. Jo mere udviklet man er, desto vanskeligere falder det at fatte en Beslutning, og jeg....»
I det samme slog Klokken ti.
«Naa, nu er det paa Tiden, at du gaar i Seng, min Dreng!» sagde han. «Godnat, Seroscha, og sov godt!»
«Aa, søde lille Papa,» bad Drengen, «lad mig dog blive siddende lidt endnu. Fortæl mig noget morsomt! Lad mig faa et Æventyr — men det skal være et af dem, du selv laver.»
«Ja! Men saa snart du har hørt det, gaar du paa Hovedet i Seng! — Naa ja, der var en Gang en Kejser, en meget gammel Kejser med et langt, hvidt Skjæg og et Par Knevelsbarter, som han kunde svøbe mindst to Gange om Livet. Han havde Guldkrone paa og boede i et stort Glasslot, som lyste og blinkede i alle mulige Kulører, hver Gang Solen skinnede. Slottet laa midt i en umaadelig Have, hvor der voxede baade Appelsiner, Bergamotter og Kirsebær. I Bedene stod der de dejligste Roser, Tulipaner og Liljekonvaller, og i Træerne hang der Glasklokker, som sang hele Melodier, hver Gang Vinden rørte sig. — Og du véd jo ogsaa nok, at Glas klinger meget smukkere end Metal. — Naa, og hvad tror du saa, der kommer? Jo, ser du, i Haven var der ogsaa en Mængde Springvand, og naar de sprang, naaede Straalerne helt op til Skyerne.»
Han sad lidt og grundede over, hvad han nu videre skulde finde paa og vedblev derefter:
«Den gamle Kejser havde en eneste Søn, der skulde arve hele Riget — en Dreng, der var lige saa lille som du. Og det var en god Dreng. Han var aldrig uartig, gik tidlig i Seng, rørte ikke ved noget, der stod paa Faderens Skrivebord, og var kort sagt en rigtig sød Unge. Men han havde en eneste Fejl — han røg!»
Seroscha slugte hvert Ord og saa’ Faderen lige ind i Øjnene, og denne fortalte saa videre stolende paa, at hans Improvisatortalent ikke vilde svigte ham.
«Naa, Prinsen fik saa Tæring af at ryge og døde, da han var 20 Aar, og den gamle, sygelige Kejser havde nu ingen som kunde hjælpe ham med at forsvare Slottet og Riget. Saa kom Fjenderne, og de slog Kejseren ihjel og brændte Slottet, og nu er der hverken Kirsebær, Tulipaner eller Glaskokker mere i Haven. Men alt det kunde have været undgaaet, hvis Prinsen ikke havde røget Tobak.»
Denne Slutning forekom ham selv temmelig komisk og naiv, men paa Seroscha gjorde den et dybt Indtryk. Hans Øjne fik det samme bedrøvede Udtryk som før, han saa’ et Øjeblik tankefuldt hen mod det mørke Vindue og derpaa sagde han ganske sagte:
«Jeg skal ikke ryge mere!»
Efter at han havde sagt Godnat og var gaaet, begyndte Faderen at vandre op og ned ad Gulvet.
«Ja,» sagde han til sig selv, «Virkningen var umiskjendelig, men jeg vilde næppe have opnaaet den, hvis jeg ikke havde valgt Æventyrformen. Og hvorfor skal Moralen og Sandheden altid præsenteres tilsat med Krydderier og forgyldt ligesom Apotekerens Piller? Er det ikke et Falskneri — et Bedrag? Lægemidlet skal være sødt for at virke og Sandheden skjøn — saaledes har Parolen lydt lige fra Adams Tid. Men maaske dette netop er naturligt og rigtigt, og det gjælder da i alt Fald om at vælge de Midler, som fører til Maalet.